Featured

Behandling af hoftedysplasi hos de mindste børn

Begrebet hoftedysplasi er en tilstand eller sygdom som medfører at hofteledskålen er mangelfuldt udviklet. Ofte er hofteskålen ikke dyb nok. Dette medfører at hofteledhovedet ikke “dækkes” tilstrækkeligt godt af hofteskålen. Der kan også være mangelfuld udvikling af hofteledhovedet. Internationalt kaldes sygdommen i dag for developmental dysplasia of the hip (DDH). Piger rammes langt hyppigere end drenge (5 ud af 6 ramte er piger).Der er stor bevågenhed omkring hoftedysplasi da tilstanden medfører risiko for hoftesmerter hos unge voksne. Der er også en betydelig risiko for at udvikle slidgigt tidligt i voksenlivet.

Hoftedysplasi kan være en mild tilstand som kun kræver opfølgning i en kortere periode på en børneortopædisk specialafdeling. Ved mere alvorlige tilfælde er der enten løshed ved hofteleddet eller direkte medfødt hofteledskred. Sidstnævnte tilstand kaldes i lægesprog hofteluksation.

Hvis der konstateres hoftedysplasi foregår den videre opfølgning og behandling på børneortopædisk specialafdeling. Behov for behandling afhænger helt af sværhedsgraden af hoftedysplasi. Milde tilfælde følges med kontrolbesøg og vil ofte forsvinde helt efterhånden som barnet bliver større og begynder at gå. Ved mere alvorlige tilfælde gælder det at behandlingen er mindre indgribende jo tidligere den opstartes. For børn under 6 måneder kan behandling ofte gennemføres med Pavlik sele eller en skinne i 4-12 uger.

Pavlik selen holder hofteleddene flekterede eller bøjede. Det er ofte tilstrækkeligt til at holde hofteleddet stabilt på plads. Behandlingen er mere skånsom men er ikke altid tilstrækkelig til behandling af hofteled som er svære at holde på plads. I sjældne tilfælde kan barnet også få påvirkning af en nerve til lårbenets muskler.

 

I Danmark benyttes nok lidt hyppige en DB-skinne (Denis Browne) som holder hofteleddene i frøstilling. Det er en lidt mere stabil behandling så behandlingen kan være bedre til hofteled som er svære at holde på plads. Omvendt kan behandling med skinne medføre at blodforsyningen til hofteledhovedet kan blive påvirket og give varige skader på hofteleddet.

Hovedprincippet ved begge typer behandlinger er at holde hofteledhovedet på plads i hofteskålen. Det tjener to formål; dels at hoften bliver stabiliseret på plads i hofteskålen. Derudover vil hofteskålen også udvikle sig mere normalt når hofteledhovedet er på plads. Barnet kan derfor med hoften på plads vokse sig helt eller delvist ud af hoftedysplasien som er en mangelfuldt udviklet hofteskål.

Der kan være tilfælde ved de mindste børn hvor det ikke er muligt at få hofteleddet på plads med de beskrevne metoder. Her kan det være nødvendigt at bedøve barnet og lave kontrast undersøgelse af hofteleddene og løsning af en sene i lysken. Bagefter vil vi så anlægge hoftegips som vi ofte lader sidde i 12-16 uger. I sjældne er det nødvendigt at foretage åben operation hos de mindste børn for at få hofteleddet på plads.

To Top