Alle der har haft små børn – eller har med små børn at gøre – ved at det er meget almindeligt at børn klager over at noget gør ondt. Heldigvis er der ofte ikke noget alvorligt galt med barnet. Mange forældre bliver dog alligevel med god grund bekymrede og bange for at deres barn fejler noget eller er kommet til skade.
En af opgaverne for os som børneortopæder er at vurdere børn der halter og klager over smerter i fx benene. Vi bruger normalt ikke udtrykket vokseværk. Det er et meget usikkert begreb. Ved at slå noget hen som vokseværk er der også en risiko for at overse alvorlig sygdom. Mange af de tilstande som børn kan fejle og som giver halten er sjældne. Praktiserende læger vil derfor måske kun støde ind i diagnoserne en enkelt gang i deres karriere.
Flere af de tilstande jeg nævner her vil blive beskrevet mere detaljeret i senere blogindlæg.
Da mange små børn falder og slår sig uden at det observeres kan fx et brud (fraktur) på en knogle være årsag til halten. Særligt hvis vi kan se at barnet ikke vil støtte på det ene ben kan vi være nødt til at bestille flere røntgenoptagelser for at finde en eventuel fraktur. Nogen gange kan der også være tale om et fremmedlegeme som barnet fx har trådt op i foden.
Virker barnet alment sygt og har symptomer som fx vægttab og feber samtidig med halten mistænker vi knogle- og/eller ledinfektion. En sådan tilstand kan komme meget akut men forløbet kan også være snigende med et langvarigt forløb forud for at vi ser barnet. Den type infektioner vil i mange tilfælde nødvendiggøre en operation. Andre gange er behandling med antibiotika alene nok til at gøre barnet rask igen.
For de mindre børn kan medfødt hofteledskred være en årsag til halten og benlængdeforskel. Barnet vil ofte slet ikke have ondt. Heldigvis er det meget sjældent at vi finder overset hofteledskred hos børn der er begyndt at gå.
For at sammenfatte kan der være mange årsager til at små børn halter og har smerter. I mange tilfælde fejler barnet ikke noget alvorligt men som jeg også beskriver er der en række mere eller mindre sjældne / usædvanlige tilstande som bør udelukkes.