Jeg er til et 2 dages møde om knogleforlængelse og rekonstruktion på Karolinska Sygehuset i Stockholm. Vi deltager 4 læger fra Århus Universitetshospital (Michael Davidsen og jeg fra det børneortopædiske team samt Juozas Petruskevicius fra traume sektoren og Jan Duedal Rölfing fra rekonstruktions sektoren). Det er et møde hvor vi diskuterer ekstremitets- og ledbevarende behandlinger i forhold til både børn og voksne. Mange af de tilstande der behandles er meget sjældne. Det kan fx være medfødt underudviklet lårben eller underben, forskellige former for dværgvækst (skeletdysplasier), metaboliske knoglesygdomme og følgetilstande efter traumer og infektioner. Fælles for diskussionerne er at forskning og den teknologiske udvikling giver mange nye muligheder for behandlinger.
En stor del af grundlaget for knogleforlængelse (eller knogletransport som vi også kalder det) kommer fra brugen af ringfiksatorer som blev udviklet af Ilizarov fra Kurgan i Rusland. Ringfiksatoren er en form for eksternt apparatur der kan monteres udvendigt på arme eller ben med wirer eller pinde indsat i knoglerne.
Det kan lyde voldsomt men brugen af en ekstern fiksator kan i virkeligheden være en skånsom behandling. Der er sket betydelig teknologisk udvikling således at det udstyr vi bruger i dag er forfinet. Det har givet muligheder for at vi på computeren kan planlægge operationerne, og programmere hvordan deformiteter efterfølgende skal korrigeres. Ved at trække ringene en lille smule (måske 1 mm) fra hinanden om dagen kan knoglen langsomt forlænges ved at der udvikles ny knogle. Selve behandlingen er ikke i sig selv smertefuld, men det kræver at knoglen til at starte med bliver brudt (at foretage en osteotomi kalder vi det) ved den første operation.
Det kan tage måneder at komme igennem behandlingen. Patienterne kan normalt selv justere udstyret en eller flere gange dagligt derhjemme ud fra et program. Der er dog stadig ingen tvivl om at det også kan være meget belastende at have et eksternt apparatur påsat en arm eller et ben igennem mange måneder. Det kræver dels mange ambulante kontrolbesøg. Der kan også opstå komplikationer som fx infektion under behandlingen. Derfor har der også foregået et stort arbejde med at udvikle nye implantater som kan sidde inde i knoglerne og forlænge knogler på samme måder som et eksternt apparatur. Vi kalder det for forlængelsesmarvsøm. De første systemer var vanskelige at benytte for patienterne, men i dag findes mere automatiske systemer som det motoriserede Fitbone marvsøm eller det elektromagnetiske Precise marvsøm. Det er behandlingsmetoder vi i dag har til rådighed ved Ortopædkirurgisk Afdeling ved Århus Universitetshospital. Forlængelses marvsøm kan i princippet bruges til at lave forlængelses- og/eller opretnings operationer i flere forskellige steder i kroppen. Sømmene benyttes i dag hyppigst til knogletransport i lårbenet.
Systemerne kan også benyttes til knogletransport i underbenet, men der kan være flere komplikationer forbundet med at bruge forlængelsesmarvsøm her. I en del tilfælde vil man så vælge at bruge en ringfiksator på underbenet, og forlængelses marvsøm på lårbenet.