Hvis medfødt hofteledskred opdages efter 6 måneders alderen kaldes det sent opdaget hofteskred (hofteledskred). Det er heldigvis ret få børn som ender i den situation. Min vurdering er at det drejer sig om 20-25 børn om året i Danmark.
Behandlingen af sent opdaget hofteskred foregår på børneortopædisk specialafdeling. Der kan være forskel fra afdeling til afdeling hvordan tilstanden håndteres. Der kan også være flere veje til at opnå et godt resultat.
Som udgangspunkt vil børn op til 12 måneders alderen kunne behandles ved at foretage en undersøgelse af hoften i anæstesi og efterfølgende behandle med hoftegips (hoftespica) i 12-16 uger. Det er det vi kalder en lukket behandling. Der kan være tilfælde ved børn under 12 måneder hvor en egentlig operation bliver nødvendig for at få hoften på plads.
For børn over 12 måneder vil operation normalt være nødvendigt efterfulgt af hoftespica i mindst 6 uger. Når der foretages operation kalder vi det åben behandling. Mange vil spørge hvorfor vi nogen gange kan behandle kortere tid med spica efter en operation. Det skyldes bla at der i mange tilfælde også foretages operation på hofteskålen i samme omgang. Derfor bliver hofteleddet med det samme mere stabilt.