Featured

Underarmsbrud hos børn – opereres for mange i dag?

Rigtig mange børn kommer til skade i dagligdagen eller under aktiviteter. I dag er der heldigvis tiltag på legepladser, i skoler og i fritiden som forsøger at begrænse ulykker og skader på børn. Det er dog urealistisk helt at undgå skader der ender med knoglebrud. Særligt populære aktiviteter som fx ridning, trampolinspring og skating indebærer fortsat en risiko for ulykker for børnene.

Mange knoglebrud kan heldigvis behandles helt ukompliceret med gipsbandagering via landets skadestuer og akutafdelinger. Jo yngre børn er jo mere fejlstilling kan generelt accepteres. Børns knogler har fantastiske muligheder for at gendanne sig efter et knoglebrud.

Særligt omkring underarmsbrud opereres børn mere hyppigt i dag end tidligere. Fordelen ved operation er at knoglerne kan stabiliseres fuldstændigt. Ofte kan stillingen også blive nær anatomisk. Problemet ved operation er smerter og de komplikationer der kan opstå som nerveskade og infektion. Ofte er det også nødvendigt at fjerne metal implantaterne ved et nyt kirurgisk indgreb nogle måneder senere.

Alternativet til operation vil ofte være en påpladssætning (reposition) af knoglerne i rus eller generel anæstesi. Når man bandagerer ustabile underarmsbrud med gips vil der altid være en risiko at stillingen ikke kan holdes. Det gælder måske for 5-10% af børn der behandles med gips og reposition at “frakturen er skredet” ved efterfølgende røntgen kontroller. Det sker normalt indenfor de første 14 dage. Herefter er bruddet normalt så stabilt og klistret sammen at det holder stillingen.

Der foregår en del diskussion omkring dette i de børneortopædiske selskaber. Da underarmsbrud er en meget hyppig skade bliver en meget stor del behandlet uden for specialafdelinger. Både i Danmark og internationalt. Man kan se i studier at flere og flere børn opereres for underarmsbrud uden at man kan ikke påvise en gavnlig klinisk effekt af operativ behandling.

Hvad der er rigtigt og forkert er ikke noget der bliver enighed om foreløbigt. Den ene type behandling kan ikke stå alene. Nogle gange vil det helt sikkert være nødvendigt at operere. Andre gange er det åbenlyst ikke nødvendigt. I en del tilfælde er der tale om et gråzoneområde, og der må man som barn og familie acceptere at vi ikke altid kan give et helt klart svar om hvad der er den bedste behandling.

Heldigvis foregår der også mange videnskabelige undersøgelser indenfor området. Fx bliver der sat store studier op i Storbritannien. Se billederne herunder med den fantastiske biologi der viser hvordan brud i underarmen hos børn kan remodellere (billederne viser forløbet igennem efter først 3 måneder og siden efter 3 år hos en 9 årig dreng med underarmsbrud der ikke får nogen form for aktiv behandling);

To Top